Forside Klubben Sailfish18 Forum Marked Nyheder
Referat Lynæstræf 2011


Efter en noget våd sommer og skiftende vejmeldinger for weekenden smilede
vejrguderne til os, så vi kunne afvikle vores træf i dejligt solskinsvejr.

Finn Hagerup (578) kom sejlende fra Helsingør torsdag i kraftig sydøsten vind med problemer undervejs, da linen til rullefokken kom under rullen, så fokken ikke kunne rulles ind, et problem mange nok har oplevet.

Niels Kofoed (544) kom sejlende fredag fra Sjællandsodde i kraftig vind fra sydvest. Jeg selv (398) var kommet sejlende sammen med Birthe fra  Rungsted tirsdag for at være i god tid.

Lørdag ankom Carsten og Anette Hove (530), med John og Mary Watsham ombord, Bjørn og Hanne Knudsen (510), Vagn og Lotte Boeskov (558) kom sejlende fra henholdsvis Jægerspris, Rørvig og Kitnæs. Hans og Annelise Kofoed (523) kom fra Lynæs Camping uden båd, 2 B medlemmer Preben og Lisbeth Garnov og Steen og Bodil Lemming kom med campingvogne til havnen.

Lørdag formiddag gik med hilsen på og hyggesnak, vind var der ikke meget af, så da kl. blev 12, aftalte man at lave en kort bane til sejladsen med start kl 13.30. Det lykkedes trods den meget lette vind at gennemføre 2 sejladser på banen, der var på 1,5 sm. med følgende resultat:
1. sejlads              2. sejlads      Samlet resultat
nr. 1  Palle             Palle               Palle
nr. 2  Carsten         Niels              Carsten / Niels delt 2.plads
nr. 3  Finn              Bjørn              Bjørn
nr. 4  Niels             Carsten
nr. 5  Bjørn           

Finn deltog ikke i 2. sejlads, da han skulle nå en fødselsdag.

Efter et par dejlige timer på vandet, mødtes alle (18 pers.) kl. 18.3o i klubhuset til velkomstdrink, uddeling af præmier og efterfølgende middag, gravet laks til forret, derefter dejlige bøffer og pølser til grillning med kartoffelsalat, salat og flutes samt chokolademousse som dessert. Snakken gik lystigt, Ejler Borch 85 år og tidligere dommer fra sejlklubben Lynæs, talte om hans forhold til sailfish klubben, et leve for klubben blev udbragt og et par sailfish sange blev sunget akkompagneret af Palles harmonika. Alt i alt et vellykket træf, hvor regnen udeblev til sidst på aftenen.

Søndag morgen var der improviseret morgenmad i klubhuset, hvorefter man hver for sig startede på hjemturen.

Glædeligt er det at se, at det stadig er muligt efter 34 år at samle gamle som nye medlemmer til et træf i Lynæs, dog så vi gerne flere deltagere.

Tak til alle for en dejlig weekend, og en særlig tak til Sejlklubben Lynæs uden den kunne det ikke lade sig gøre.

      
                                                                Palle Gliese 398 Biuampa